Om Stubben
Botilbuddet Stubben er et frivilligt tilbud til unge fra 16 år og opefter med sociale, psykiske og følelses- eller modenhedsmæssige udfordringer.
Stubben ligger i smukke omgivelser på Vestsjælland i Mørkøv, der er en mindre stationsby på togstrækningen mellem Kalundborg og København. Vi ligger med andre ord centralt, og der er ligeledes hyppige busforbindelser til eksempelvis Slagelse og Odsherredområdet.
På Stubben har vi plads til i alt 8 beboere. Vi bor i to dejlige huse, der har fælles stor have, som lægger skønne grønne kvadratmeter til forskellige aktiviteter og ren afslapning. I det store fælleshus er der 4 selvstændige værelser, 1 lejlighed og flere fællesrum for beboere og personale. I det andet hus er der to lejligheder, der deler køkken og bad. Derudover har vi 1 selvstændig lejlighed på 60 – 70 m2 beliggende på den modsatte side af Hovedgaden.
Vi har bordtennis og mulighed for fysisk træning med redskaber og nadabehandling. Desuden er der 250 Mbit internetadgang. På nuværende tidspunkt har vi i øvrigt to katte og holder også høns.
På Stubben lægger vi vægt på sammen med de unge beboere at skabe et trygt, rart, hyggeligt og hjemligt miljø, ligesom vi prioriterer en god stabil hverdag præget af nærvær, gennemskuelighed samt gængse dagligdagsrutiner og opgaver.
Sammen med beboerne planlægger vi både fællesaktiviteter og aktiviteter for den enkelte. Vi har eksempelvis været på spændende storbyferier til Berlin, London og Rom, ligesom vi har været i Spanien og Grækenland. Vi kan også finde på at pakke badetøjet og drage en tur til Lalandia eller tage en tur til Norge med Oslobåden. Vi arrangerer desuden biografture, fisketure eller andre aktiviteter, som den enkelte beboer ønsker og er interesseret i.
Hver søndag er der frivillig søndagsbrunch for alle beboere. Her planlægges og koordineres den kommende uges madplan, gøremål og aftaler. Vi inviterer desuden til en række forældrearrangementer i løbet af året og følger de almindelige traditioner i forbindelse med højtiderne såsom jul, eid og fødselsdage.
På Stubben lægger vi stor vægt på forskellighed i sammensætningen af beboergruppen og ser mangfoldighed som en styrke og en ressource i den samlede indsats i forhold til den unges liv og udvikling.
Stubben blev etableret i 2011 og er i dag godkendt til §66, §76 og §107. Derudover er Stubben godkendt til §85.