Botilbuddet Stubben

KRAP - Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik

Hvad er KRAP?

KRAP står for Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik og er en pædagogisk tilgang, der er udviklet af psykologerne Lene Metner og Peter Storgård, begge fra PsykologCentret i Viborg og Skive.

Krap tager afsæt i mange års erfaringer, praksis og en række forskellige teorier og metoder men betragtes ikke som en absolut metode. Derimod er KRAP en tilgang, der løbende udvikles. Udgangspunktet er konstruktivistisk og bygger på, at mennesket konstruerer sine tanker og dermed sin virkelighed. Centralt for KRAP er et positivt og anerkendende fokus på menneskers ressourcer – dog uden at benægte, at der samtidig kan være tale om særlige behov og belastninger.

KRAP stiller en værktøjskasse bestående af en lang række faglige redskaber til rådighed, f.eks. når det gælder afdækning, analyse, refleksion, dokumentation og handling.

Søjlemodellen

I KRAPs pædagogiske praksisarbejde tages der udgangspunkt i KRAPs udviklingsmodel, ’Søjlemodellen’, der viser et kognitivt udviklingsløb.

Ideen i modellen er at skabe et grundigt kendskab til og forståelse for den aktuelle problematik hos personen for på den baggrund at iværksætte den rette pædagogiske indsats, der gør personen i stand til at ændre praksis og udvikle sig.

Til hver søjle hører arbejdsredskaber, som understøtter arbejdet med søjlerne i praksis.

Kontakt os og hør mere om Stubben

Har du spørgsmål til vores pædagogiske tilgang, tilbud eller mulighederne for et ophold på Stubben, er du meget velkommen til at kontakte os.

Vi tager gerne en uforpligtende samtale om den unges behov og fortæller mere om, hvordan vi arbejder med trivsel, udvikling og større selvstændighed.

+45 60 22 64 51 Send mail