Værdigrundlag
Vore værdier og vort menneskesyn bygger grundlæggende på, at vi anser mennesker som værende ligeværdige individer, der alle har ret og potentiale til at udvikle sig og indgå i relationer med andre mennesker. Samtidig arbejder vi ud fra erfaringen, at vi mennesker vokser og udvikler os positivt i mødet med andre mennesker, der er forskellige fra os selv.
Ligeværdighed og forskellighed
Når mennesker mødes i alternative givne situationer og relationer, er det af stor vigtighed og betydning for det enkelte menneskes trivsel og udvikling, at han/hun mødes anerkendende og ligeværdigt. Det vil sige, at man bliver taget alvorligt, forstået, set, hørt og får en følelse af at være god nok, blot som man er.
På Stubben betragter vi forskellighed som en værdi og en ressource. Vi lægger stor vægt på forskellighed i sammensætningen af beboergruppen og ser mangfoldighed som en styrke i den samlede indsats for den unge. Forskellighed i beboergruppen bidrager positivt til den enkelte unges udvikling, selvopfattelse og tolerance overfor andre.
Samvær og samspil
Samvær og samspil med andre mennesker er essentielt for vores selvopfattelse og dannelse af selvværd og identitet. Derfor arbejder vi på Stubben bevidst med at skabe en kultur, der i det sociale samvær og fællesskab giver plads til forskellighed. Det betyder bl.a., at der udvises synlig rummelighed, nysgerrighed, åbenhed og forståelse for den enkeltes værdier, livsform, ressourcer og kompetencer. Det vil samtidig sige, at vi tilstræber at have en nøje sammensat og blandet beboergruppe.
Rammer for udvikling
På Stubben skaber og udvikler vi et miljø, som danner en konstruktiv ramme for udvikling både personligt, socialt og fagligt. Det kommer eksempelvis til udtryk ved, at vi møder hver ung med individuel respekt, accept og anerkendelse. Vi har fokus på, at der på Stubben bliver opbygget tætte relationer, da det er i relationen imellem mennesker, at anerkendelsen kan komme til udtryk. Det er i kontakten med andre, der kan skabes tryghed og grobund for, at det enkelte menneske kan udvikle sig.